1/12-96

Død og glæde

Digtet er dedikeret til min nu hedengangne morfar.

“Skodaen” fløj som en mis

To motorer stoppedes spontant af limiterende klodser

Stille, ensomt, nådigt.

Den glade måge sang lystigt før kuldens kompromisløshed.

Magens majestætiske harmoni forbløffer flere.

Hans undres over glædens tvedelthed.

Småfugle vil bære boet til den sorte kat.

Genetiske bånd vil binde efterladenskaberne tættere.

Mors mor er stærk og god.                      /JR